Nuuk Nordisk kalder kulturskabere! 

Foto: Dida G. Heilmann

Foto: Dida G. Heilmann

Er du kunstner eller kulturskaber og kunne du tænke dig at bidrage til Nuuk Nordisk Kulturfestival 1.-7. november 2021? Vi søger dig, som har lyst til at byde ind med arrangementer, koncepter, udstillinger, koncerter, oplevelser, events eller andet til næste års festival i Nuuk.

 

Temaet for Nuuk Nordisk Kulturfestival 2021 er Journey og festivalen arbejder med alle kunstens forskellige udtryksmuligheder - f.eks. scenekunst, gastronomi, musik, visuel kunst, arkitektur, billedkunst. Vil jeres band, jeres teater, din kunstnergruppe, du og dit kreative team, jeres kunstprojekt eller dig som skabende være med til næste års festival - og er I åbne for eventuelt samarbejde med andre om det endelige produkt? Vi har muligheden for jer. Ansøg her.

Der er deadline for ansøgninger den 6. november 2020. I får svar senest fire uger efter ansøgningsfristen.

Vi glæder os til at høre fra jer!

Om Nuuk Nordisk Kulturfestival

Nuuk Nordisk Kulturfestival er en samtidsfestival, som beskæftiger sig med aktuelle spørgsmål, udfordringer og muligheder.

Festivalen blev startet i 2015 og foregår hvert andet år i Grønlands hovedstad, Nuuk. Festivalens formål er at styrke de kulturelle bånd mellem Grønland og de nordiske lande og drives af Nordens Institut i Grønland (NAPA) og hovedstadskommunen, Kommuneqarfik Sermersooq. Med erfaringer fra tre vellykkede festivaler i rygsækken (2015, 2017 og 2019) ser vi nu frem mod en nyskabende uge med Nuuk Nordisk Kulturfestival 2021, hvor nordisk samarbejde, co-creation og deltagerkultur er i centrum, og hvor vi også giver rum for kunst- og kulturdebat.

- Co-creation, nordisk samarbejde og deltagerkultur er kerneværdierne for festivalen, så et open call er helt essentielt for os. Vi håber at det kommer langt omkring og får artister fra hele norden til at ansøge, fortæller projektleder Jonas Nilsson.

Vi vil bygge bro mellem Grønland og resten af Norden. Vi vil give mange bud på, hvordan man i Grønland og i Norden kan vokse som samfund - sammen og inspireret af hinanden.